Zen er en kur mod adskilthed

Tim Pallis

At opleve sig selv som adskilt fra omverden er en illusion. Zen er en metode til at gennemskue denne menneskelige vildfarelse.

En talemåde siger "en engel går gennem stuen". Den bruger vi, når der pludselig bliver stille, fordi ingen siger noget. Denne stilhed udtrykker den rene væren. Men hvorfor føles den af de fleste som noget ubehageligt, som en trussel? Som om helheden og samhørigheden er gået tabt. Der er pludselig et åbent tomrum, som må udfyldes med et eller andet.

Mange af vore ord og handlinger erstatter en mangel, som vi føler inden i. Er det sådan, at de fleste ting, vi tænker, ønsker eller foretager os i virkeligheden bunder i en ubevidst længsel efter at genskabe en tilstand af udelt bevidsthed, som giver en følelse af velfunderet enhed eller identitet med verden?

Kun det virkelig sunde menneske føler at livet er nok i sig selv. Der findes ikke længere en følelse af ubehagelig tomhed, som skal udfyldes. For dette menneske betyder stilheden eller den rene væren, at "en engel går gennem ens eksistens".

Følelsen af, at stilheden er et ubehageligt tomrum, kunne vi kalde bevidsthedens spaltning eller brud. Det er en følelse af, at "jeg er her", og at dét, jeg i dette øjeblik betragter, er "derude". At blive bevidst om det "derude" betyder et brud med vores oprindelige samliv og enhed.

I buddhismen kaldes denne følelse af splittelse for duhkha - en spaltning af bevidsthedsrummet, hvor bevidstheden begynder at reflektere. Der sker en sondring mellem den, der oplever og det, som opleves - mellem subjekt og objekt, sjæl og legeme, ånd og materie.

Bevidsthedens tendens til at reflektere er en særlig mental funktion, som er kimen til menneskets selvbevidsthed og den efterfølgende dualistiske måde at opfatte verden på (dualisme = dobbelthed).

Når vi f.eks. iagttager vejret, skyernes flugt, vindens styrke, kan disse oplevelser sagtens finde sted i en slags uafvidenhed. Men bevidsthedens refleksive tendens får os pludselig til at blive opmærksom på, at vi iagttager vejret. Vi bliver med andre ord bevidste om os selv og om vejret som adskilt fra os selv.

Dette kaldes at "objektivere", og det er begyndelsen til dualismen subjekt og objekt. Intet er i virkeligheden adskilt, før vi adskiller det i bevidstheden.

At vælge og vrage, at komme og gå, at elske og hade, at have og ikke have, at acceptere og afvise, at bekræfte og benægte, form og tomhed, rigtigt og forkert starter alle med den mindste skelnen. De begynder alle med forestillingen om et adskilt "selv", en grænse mellem "selvet" og resten af verden.

At objektivere er naturligvis forudsætningen for, at vi kan leve et almindeligt socialt liv. Vores kultur og civilisation er jo netop grundlagt på denne dualistiske forståelse af vore erfaringsverden.

Men ønsker vi at erkende vor egentlige natur, så er denne objektivering en hindring - så kan tilværelsen ikke opleves, som den egentlig er.

Følelsen af splittelse, duhkha, er en følelse af psykologisk eller psykosomatisk ubehag, en disharmoni eller utilfredshed. Det er en mental lidelse, som vi gerne vil kureres for. Ifølge buddhismen er årsagen til denne lidelse, at vi er fanget i et kredsløb af indbyrdes afhængige psykologiske faktorer, som binder os til samsara.

Samsara er vor misforståede opfattelse af tilværelsen som en cyklus af fødsel, død og genfødsel, men kun så længe vi ikke kender vor sande natur, som kaldes buddhanaturen.

Duhkha's ophør er nirvana. Nir betyder "ingen" eller "uden", og vana betyder "at blæse". Det siges, at i nirvana er der ingen blæst til at opflamme de tre usunde rødder: tiltrækning, afvisning og uopmærksomhed. Nirvana er som en stearinlysflamme, der brænder helt roligt et sted, hvor der ingen vind blæser.

Alt, hvad der er sammensat i tilværelsen, er ubestandigt og underkastet forestillingen om tilblivelse og tilintetgørelse. Hvis man kan sætte en stopper for denne tanke, er det muligt at blive befriet for fødsel, død og genfødsel, og det betyder fred i sindet.

En af vejene til duhkhas ophør er zen træningen, hvor man forsøger at stoppe den refleksive og objektiverende bevidsthed. Dette sker ved at bevæge sig ned i en dyb meditativ tilstand af ren væren. Denne tilstand går forud for, at man bliver sig et objekt bevidst som objekt - der eksisterer kun en ikke-refleksiv bevidsthed og ren erfaring.

Man er f.eks. ikke bevidst om, at man har set et bord, før efter, at man har objektiveret dét, øjnene har set, genkendt det, begrebsliggjort det og navngivet det som bord.

Fortiden eksisterer kun i vores hukommelse, fremtiden kun i vore planer. Nutiden er vor eneste konkrete virkelighed. Der findes et zen udtryk, ichinen-manen, som betyder "et øjeblik - titusind år" eller et glimt er lig med evigheden.

Dette er en filosofisk måde at formulere den dagligdags sandhed, at tidens bevægelse ikke kan opleves. Der er ingen tid og afstand involveret ved sansning af virkeligheden lige nu. Virkeligheden er nemlig altid til stede lige nu, inden bevidstgørelsen finder sted - der er ingen anden virkelighed.

Gennem zen buddhistisk praksis kan vi lære at komme og gå uden at komme og gå, ligesom havets bølger rejser sig og falder tilbage igen.

Al meditationspraksis og yoga går netop ud på at helbrede splittelsen og erkende, at der ikke findes noget "selv" i modsætning til en "omverden".

Zens kōan meditation er en metode, hvor man sigter efter at distrahere al dualistisk tænkning for således at bryde igennem den refleksive bevidsthed. Dette sker ved at stille et filosofisk spørgsmål, som man må grunde dybt over, fordi man ikke kan svare på det.

En sådan kōan er f.eks. spørgsmålet: "Vis mig i dette øjeblik dit oprindelige ansigt, før dine forældre blev født." Med det oprindelige ansigt menes buddhanaturen eller ens sande natur. Oprindelig skal ikke forstås i tid, og udtrykket før de blev født er heller ikke før i tid, men før enhver bevidst tvedeling.

En kristen kōan lyder: "Før Abraham blev født, jeg er" Dette "før" er heller ikke i tid, men før jeg tænker. I zen må man vide, hvad det er, der hverken opstår eller forgår. Hvad er min egentlige natur, før dette univers opstod? Det nuværende! Det netop tilstedeværende i dette evige nu.

I zen findes også en meditation ved navn shikantaza, som betyder "blot at sidde". Det er en ikke-dualistisk sidden. Man sidder kun, og det er ikke så nemt, som det lyder, fordi meditationen går ud på at slette forestillingen om en adskillelse mellem "selv" og "omverden", sådan at denne adskillelse ikke længere dominerer bevidstheden.

Shikantaza er i sig selv en tilstand, hvor man har overvundet al dualisme og alle diskriminerende tanker som: Vej og opnåelse, midler og mål, nutid og fremtid, sind og krop, spirituelt og verdsligt og ikke mindst uoplyst og oplyst.

Det er imidlertid ikke kun, når man sidder, at man "blot sidder", men også i alt hvad man til daglig foretager sig. Dette kaldes at afkaste sjæl og legeme. Meditationen har altså det brede formål at ophæve enhver adskillelse mellem én selv og det, man beskæftiger sig med.

Denne udelte tilværelse er vor sande natur. Der er intet "andet" uden denne udelte eksistens, som ofte kaldes den naturlige tilstand. Den kinesiske zen mester Huang Po (d.850) sagde: "At se en ting er at se sin sande natur, fordi ting og bevidsthed er ét og det samme. Det er kun, fordi du hænger dig i ydre former, at du ser, hører, føler og erkender tingene som individuelle ting."

En anden mester, tibetaneren Padmasambhava (8. årh.), sagde: "Skønt nirvanas visdom og samsaras uvidenhed ser ud til at være to forskellige ting, kan de i virkeligheden ikke adskilles. Det er forkert ikke at se dem som én."

Hvis man ikke lader sig dominere af en følelse af at være adskilt fra det, man gør, siges det, at man er engageret i sit arbejde. Det, som skaber engagement eller samhørighed med arbejdet, er en ophævelse af skellet mellem subjekt og objekt. Det siges, at man har "føling med det", eller at man "kan det på fingrene". Omhyggelighed og opmærksomhed er vigtige etiske kvaliteter i zen.

Ethvert praktisk arbejde er i virkeligheden et arbejde med sig selv. Det, man arbejder med, som tilsyneladende er "derude", og én selv, som tilsyneladende er "herinde", er nemlig ikke to adskilte størrelser.

Vor oplevelse af verden er allerede og har altid været ikke-dualistisk. En hvilken som helst forestilling om, at den, der oplever, er adskilt fra det, som opleves, er en illusion. Al opfattelse er udelt. Men den, der ikke forstår, hvad dét betyder for hendes/hans liv, må gennem en spirituel praksis eliminere dualismens vildfarelse.

At se naturen kaldes i zen for kenshō og er den direkte erfaring, at man er meget mere end det, som begrænser sig til at være en individuel person med en krop og et mentalt liv. Det er erkendelsen af, at universet ikke blot er ens omverden, men netop én selv.

Når vi hører en klokke ringe, tænker vi sædvanligvis "jeg hører en klokke!" Her er tre ting involveret: Jeg, en klokke og hørelsen. Men i zen er der ingen klokke og intet jeg - kun lyden, fordi man ikke længere er bevidst om en adskillelse mellem én selv, klokken, lyden og verden.

Når man gennem zen træningen kommer til ” der er overhovedet slet ingen ting”, vil klangen være ét med sit ophav - en udelt høren. Sammen med lyden er der en bevidsthed om lydens ophav, nemlig stilheden. Men det er en stilhed, som også kan høres, og man kan derfor kalde den lyden af ingen lyd. Det er dette, buddhismen kalder tomhed:

En økse klinger

Skovens stilhed

Når lyden ikke længere viser hen til begrebskonstruktionen "en huggende økse", som er en objektivering af oplevelsen, er der i stedet en klar bevidsthed om stilheden som ophav og ét med lyden.

Det er på denne måde, man skal forstå følgende kōan: "Stop lyden af den fjerne tempelklokke." Når man pludselig er ét med det udelte "bong", bliver man med ét opmærksom på den rene bevidsthed som moder til lyden.

Hvad sagde grundlæggeren af den moderne Rinzai zen tradition Hakuin Ekaku (1686-1768) den morgen han vågnede op og erkendte sin buddhanatur. Han hørte det udelte "bong" fra den store malmklokke i templet og sagde: "Jeg ringer!"

Lyden, stilheden og bevidstheden om stilheden er udelt. Den er ens sande natur. Når misforståelsen falder væk, og man opfatter virkeligheden, som den egentlig er, så er den bevidsthed, som opfatter verden og verden selv ikke til at skille ad. I det øjeblik er alt, hvad der opleves, én selv.

Som grundlæggeren af japansk Soto Zen, Dōgen (1200-1253), sagde: "At glemme sig selv er at opfatte sig selv som alle ting."